Birmaen


Birmaen går godt i spænd sammen med børn, da den er meget glad og legesyg - den er absolut ikke "ondsindet". Den er meget selskabelig og en udpræget familiekat. Birmaen passer godt til børnefamilier, da den heller ikke behøver så meget ro. Den knytter sig mere til sine mennesker end til boligen og er derfor nem at have med ud og rejse.		Birmaen er ukompliceret og har en stor tilpasningsevne. Den bør dog ikke være alenekat hos mennesker, der er væk hjemmefra det meste af dagen. Her bør man anskaffe sig to katte - ikke nødvendigvis endnu en birma, da den også trives fint sammen med andre katteracer.
		Den er udpræget nysgerrig og følger meget med i, hvad der sker og sætter stor pris på at deltage. Det er en meget social race, og kattene vasker hinanden i stor grad - mere end man ser hos andre katteracer. Birmaen er ikke en udekat, da den er alt for tillidsfuld og ude af stand til at tage sig i agt for de farer der lurer. Har den mulighed for at blive luftet i en lukket have eller løbegård, er det en rigtig god løsning.

Birmaen er en mellemstor kat med en lettere aflang krop. Benene er korte og stærke. Poterne er rundede. Halen er mellemlang og busket. Hanner skal være mere massive end hunner.

Hovedet er med kraftige knogler. Let rundet pande samt kraftige let rundede kinder. Næsen er medium lang uden stop, men med let fordybning. Hagen er stærk.

Øjnene er let ovale, næsten runde med en dyb blå farve. Ørerne er ret små med rundede spidser. De er placeret let fremadpegende, ikke for lige på issen, og med god bredde imellem.

Pelsen er halvlang til lang med silkeagtig kvalitet. Den er kort i ansigtet, længere på kinderne ud til fuld krave. Lang på ryggen og flankerne. Der er en smule underpels, som sjældent filtrer.

Birmaen er med farvet ansigtsmaske, ører, ben og hale samt hvide handsker. Masken skal være jævn og med god kontrast til kropsfarven. Kropsfarven er meget svag æggeskalsfarve, ryggen er gylden beige i alle varianter.

Maskefarven kan være: Brun, blå, chokolade, lilla, rød og creme. Tortie brun, -blå, -chokolade og - lilla.
Alle farverne kan også være tabbyvariant.

Der skal være helt hvide handsker på alle poter. De skal slutte ved tæerne eller ved håndroden. På bagsiden af bagbenene skal handsken slutte i en kile, som strækker sig 1/2 eller 2/3 op ad hælen.

Se de forskellige maskefarver her

Se hvilke farver killingerne kan få her

Længe før Buddhas ankomst til Jorden byggedes der i Burma et tempel, der blev indviet til guden Song-Hio og gudinden Tsun-Kyan-Kse. Templet blev kaldt Lao-Tsun. Præsterne - kithaerne - tilbragte deres liv i meditation. I det øjeblik, de opnåede den evige ekstase, overførtes deres ånd til en af de mange hellige katte, der levede på templets område.

Templets ældste og mest agtede præst, den vise blandt de vise, Mun-Ha, tilbad specielt gudinden Tsun-Kyan-Kse, der havde vidunderlige safirøjne. Man sagde, at denne gamle præsts gyldne skæg var flettet af selveste guden Song-Hio. Sinh var navnet på den kat, der tjente ham som et orakel, og den blev agtet på lige fod med sin herre.

Så en aften, da thaierne, der kom fra Siam, belejrede templet, døde den gamle mand. Man så da transfigurationsmiraklet foregå for alles øjne: katten Sinh sprang op på sin herres hoved; dens krop, der hidtil havde været hvid, antog den samme gyldne farve som den hellige mands skæg; dens gule øjne blev safirblå som gudindens. Dens ben, ansigt, ører og hale, blev brune som jorden, men dens poter forblev hvide som håret, den hagede sig fast i, som et symbol på renhed. Kattens blik opflammede præsterne, der jog deres fjender på flugt. Syv dage senere døde Sinh, og i det samme steg hans elskede Herres sjæl ind i evigheden. Da skiftede alle templets katte farve som Sinh, et nyt mirakel var sket...